Jeg er i perioder bange for hvad som helst og i andre perioder ikke bange for noget som helst.
Jeg kan være så bange, at jeg bliver handlingslammet eller i hvert fald sat noget tilbage på spillepladen.
Min største frygt ud over det oplagte, så som at der sker min familie noget, er en diffus frygt, som har mange ansigter.
Ofte opdager jeg den ikke, før kulden eller tristheden har sneget sig ind på mig eller når jeg foretager mig handlinger, som egentligt ikke var det jeg ville........men hører til i kategorien undvigemanøvrer.
Jeg øver mig, med større og mindre held i, at se på frygten og turde handle på- og på trods af den. Ikke noget med at dyrke den, bare anerkende den og vide hvilke historier den fortæller om mig.
Er jeg bange for, at blive dømt ude af fælleskabet? Er jeg bange for at være for meget? Er jeg bange for at fejle?
Jeg tror ikke på, at modige mennesker ikke kender og mærker frygten, men jeg tror at de er modige, fordi de alligevel handler.
Den væsenligste forskel på modige og ikke modige mennesker er, at de modige alligevel handler selvom de mærker frygten. De ikke-modige står helt stille og venter på, at frygten pakker sammen, så de kan handle uden frygt.
Hvis du kun tør gøre det sikre, det uden frygt, så kommer du til at vente ret længe og der sker der næppe ret meget nyt.
Så træk vejret dybt og gør bare en lille bitte modig ting i dag:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar