Valborgs aften er gået i glemmebogen i Danmark, men i Sverige og Tyskland føres den visse steder stadigvæk videre.
Valborgs aften fejres før i tiden lige som Sct. Hans med bål og frygt for heksenes nat og vilde tur til Bloksbjerg.
Den markerede også, at vinteren nu endelig var slut og sommerhalvåret begyndte med nyt spirende liv i jorden.
Gammel ild skulle slukkes og tændes igen med vild ild. Vild ild var ild, der var slået af træ.
Vild ild er samtidig synonymt med hekse, vølver - det utæmmede og urkræfterne.
De sider man, set i en kulturel kontekst, helst ikke skulle/skal dyrke.
Det passer ofte ikke ind. Det fylder for meget og det larmer. Alt for vildt og voldsomt.
Der passer det polerede, det civiliserede, det kultiverede og det beherskede nemmere ind.
Men der er noget noget fantastisk og fascinerende ved tankerne om, at noget er gået igen fra generationer tilbage. Og der er også noget helt fantastisk ved tanken om den utæmmede ild og uendelig kvindelig visdom.
Jeg tror på, at det utæmmede og visdommen er der.
Vi skal bare turde læne os ind i tilliden til, at den der har skabt det, har vores ryg.
At det hele er lidt magisk og fortryllende og forbundet.
Det hele hænger sammen og er et ubegribeligt smukt mesterværk.
I år falder Valborgs aftens sammen med fuldmånen.
Jeg ved ikke, om det giver dobbelt op på energier, men jeg elsker også følelsen af nye tærskler.
For mig er fuldmåne sådan en. En fin kolbøtte og så vender månen igen. Det er en never ending smuk bevægelse.
Ligesom bølgerne i havet.
Jeg er tilhænger af overgange, af magi, af kvindelighed, af storhed og af naturens vuggende cyklus.
Jeg vil gå ud og se om jeg skulle være så heldig, at vejret er nogenlunde klart og månens stråler kan nå synligt ned på det våde græs.