Foråret er her og i aften er det Valborgs aften

Valborgs aften er gået i glemmebogen i Danmark, men i Sverige og Tyskland føres den visse steder stadigvæk videre.

Valborgs aften fejres før i tiden lige som Sct. Hans med bål og frygt for heksenes nat og vilde tur til Bloksbjerg. 

Den markerede også, at vinteren nu endelig var slut og sommerhalvåret begyndte med nyt spirende liv i jorden.

Gammel ild skulle slukkes og tændes igen med vild ild. Vild ild var ild, der var slået af træ.

Vild ild er samtidig synonymt med hekse, vølver - det utæmmede og urkræfterne. 

De sider man, set i en kulturel kontekst, helst ikke skulle/skal dyrke. 

Det passer ofte ikke ind. Det fylder for meget og det larmer. Alt for vildt og voldsomt. 

Der passer det polerede, det civiliserede, det kultiverede og det beherskede nemmere ind.

Men der er noget noget fantastisk og fascinerende ved tankerne om, at noget er gået igen fra generationer tilbage. Og der er også noget helt fantastisk ved tanken om den utæmmede ild og uendelig kvindelig visdom. 

Jeg tror på, at det utæmmede og visdommen er der. 

Vi skal bare turde læne os ind i tilliden til, at den der har skabt det, har vores ryg.

At det hele er lidt magisk og fortryllende og forbundet.

Det hele hænger sammen og er et ubegribeligt smukt mesterværk.

I år falder Valborgs aftens sammen med fuldmånen.

Jeg ved ikke, om det giver dobbelt op på energier, men jeg elsker også følelsen af nye tærskler. 

For mig er fuldmåne sådan en. En fin kolbøtte og så vender månen igen. Det er en never ending smuk bevægelse.  

Ligesom bølgerne i havet.

Jeg er tilhænger af overgange, af magi, af kvindelighed, af storhed og af naturens vuggende cyklus.

Jeg vil gå ud og se om jeg skulle være så heldig, at vejret er nogenlunde klart og månens stråler kan nå synligt ned på det våde græs.

  

Stille morgen klædt i hvid tåge

Morgenmaden bliver indtaget til denne udsigt. Den passer lige til mit humør. Pakket ind i fin hvid tåge. 
Jeg er grundtræt. Har været syg i over en uge. Gider ikke mere. 
Nu her på kanten mellem syg og splattet og nogenlunde frisk, gnaver tristheden lidt. Jeg ved ikke helt hvad den vil mig?
I hvert fald gøre opmærksom på, at noget skal ændres. Der er noget, som ikke kører helt i sync, med hvad der vil være det bedste, men hvor er knapperne der skal justeres på? Skal der skrues til højre eller venstre? Skrues op eller ned? Og for hvad?
Der er lige her, at der er mulighed for at vækste og vokse, men inden indsigterne lander, så er der et ophold i ingenmandsland, der skal udholdes. 
Jeg tror såmænd ikke, at sådan et ophold er ligefrem skadeligt. Selvom det føles ubehageligt.
Jeg tror, at det er nødvendigt og at også denne gang kommer jeg igennem. Jeg tror på at blive hængende i det, indtil tid er. Jeg tror ikke på at overspring, eller negligerering er vejen frem. 
Igennem når tid er, er den allerbedste mulighed.
Så jeg venter og grubler og er lige her lidt irriteret, men i tillid til at det løsner sig, ligesom tågen der også opløses igen.

Ynglingsord (Part 1)

Jeg elsker ord. Ord kan noget helt fantastisk. Andres ord kan vække genklag i mig. Skubbe til noget jeg ikke selv havde kunne udtænke.
Jeg samler på fine samlinger af ord. Nogle af dem vil jeg dele løbende i min lille følgeton, Ynglingsord.
Bl.a dette her er jeg meget glad for og klamrer mig ind i mellem til.

When ever you find yourself doubting how far you can go,
just remember how far you have come.
Remember everything you have faced, all the battles you have won and all the fears you have overcome......

HealthyPlace.com

Det er nemlig rigtigt. Man skal ikke overdyrke bumpene og hullerne der var, men indimellem, når turen byder på udfordringer, så tænker jeg, at det er sundt at stoppe op og kigge lidt baglæns, trække vejret og tænke, at jeg er faktisk ret sej. Jeg har klaret meget og jeg gør det igen. 
Efter storm kommer der oftest roligt vejr igen. Ellers må man søge læ ind til at det værste er blæst væk.

Hvad ønsker du dig?

Hvad ønsker du dig? Sådan på de halvstore linjer? 

Hvad gør du for at få det? Eller bare for at komme nærmere det i din hverdag? 

Brug en halv time i dag på at tænke over det.
Tænk over hvad du gør, der bringer dig tættere på hvad du ønsker dig og hvad gør du evt. der trækker dig længere væk?

Hvad er det mindste du skal gøre i dag for at komme tættere på?

Just do it....

Now is a new moment

Lige nu er et helt unikt øjeblik. Det kommer aldrig igen. 

Et af mine ynglingsmåder at finde ro i mig selv er: 

Close your eyes, open your heart and breathe.
Den kan bruges næsten hvor som helst og når som helst.
Nogle gange bruger jeg den bare et øjeblik. Andre gange i længere tid.

Sid helt stille et øjeblik med lukkede øjne og åbent hjerte. Træk vejret helt ned i maven. Stille og roligt. 
Prøv at finde roen i den indre stilhed og i din vejrtrækning. 
Lad de tanker, der evt. kommer forbi passere uden at gå ind i dem. Du behøver ikke dvæle ved dem, men kan bare sende dem videre. 
Når du har fundet roen så træk vejret dybt og kom op til overfladen igen. Gab alt hvad du kan og stræk dig og du er klar til at forsætte din dag igen.  
Har jeg travlt, så snupper jeg flere små pauser på denne her måde. Det sikrer, at min hjerne ikke bryder sammen i små grå bunker af aske.

Kom ud

Det blæser meget i dag, men det er ikke helt vildt koldt og solen har vist sig i glimt.  
Så selv for et krybdyr som mig, er det faktisk til at holde ud at være ude og få noget frisk luft og samtidigt sikre at evt. løse genstande ikke suser rundt i hele haven.......
90% af vores energi får vi via åndedrættet, så at få noget frisk luft fyldt med ilt ind er altid en god ide. Godt med tøj på, hvis du er et krybdyr som mig. Jeg hader at fryse og der skal ikke meget til for jeg mener at jeg er ved at fryse til is.
Men når jeg er pakket ordentligt ind, så er det så godt, at stå så stille og trække vejret helt ind og ned. Stille og roligt  og gode dybe vejrtrækninger, så er dit system iltet og der er frisk benzin til din hjerne, dit humør og dit velbefindende og så er det jo altid godt at komme ind i varmen igen. 

Når alt går for stærkt

Så find ro ved stranden. Bare en lille pause ved havet gør godt. 
Lyden og synet af bølgerne mod stranden får mine skuldre til at sænke sig, vejrtrækningen bliver igen rolig og min sjæl falder helt til ro. Jeg kan mærke det i alle celler, ligesom en rolig puls fra universet.
Stå stille, træk vejret rolig og helt ned i maven. Bare følg med i rytmen.
Kig ud over havet, så langt øjnene kan. Ingen fixpunkter i horisonten, bare slap helt af i øjnene og tag roen ind.

Kig efter det store i det små.

Kig efter det store i det små. Alt behøver ikke være på jordomrejse-niveau, for at være værd at huske.
Taknemmelighedsdagbog er et godt lille værktøj til at huske på de små glædelige ting, der er sket i løbet af dagen og på de grå dage, er det dejligt at tage den frem og bladre lidt i den.
For mig er det vigtigt, at fastholde nuet for jeg kan så vanvittigt nemt falde i fremtidshullet og hele tiden kigge frem mod det næste "fix". En tur på cafe, ferie, fridag, shoppetur, biograftur, fødselsdag, tivolitur, hele tiden længere fremme og på et bestemt tidspunkt.
Jeg har nemlig været rigtig god til at opsætte det ene mål efter det andet og den ene nødvendige omstændighed efter den anden, for når bare..............så, bliver det hele bare så godt og så rigtigt. Jeg kan så afsløre, at det gør det ikke nødvendigvis.

Så med så meget andet her på bloggen "Ro i min hverdag" så er taknemmeligheds-dagbogen et middel til, at hive mere ro ind. Med taknemmeligheds-dagbogen øver jeg mig helt grundlæggende i at stoppe op og trække vejret og på, at fokusere på alt det, der er her lige nu og her. Alt det, som jeg allerede har at være taknemmelig for.

Hver aften skriver jeg mindst tre ting ned, som jeg er taknemmelig for, på lige denne her dag.
Det kan være den friske luft, som slog i ansigtet om morgenen. En flok gæs i formation tværs over himlen. At sidde og kigge ind i brændeovnens flammer om aftenen sammen med mand og børn og være taknemmelig over, at vi alle er sunde og raske.

Prøv det. Jeg kan kun anbefale det.
I starten oplever du nok at det går ret trægt, men det vender som oftest lige pludseligt og så kan du skrive side op og side ned med alt det, du har at være taknemmelig for.
Nu kan jeg kan også mærke det taknemmelighedstankerne i løbet af dagen og har øvet mig i at stoppe op, trække vejret og tage det ind.
Af natur er jeg ikke altid grundlagt med fokus på det positive, så det er nødvendigt, at jeg træner min positivitets-muskel, alt hvad jeg kan, ellers kan jeg nemt lande i små mørke huller.
Det er lige som, at træne en fysisk muskel. Jo mere vi træner, jo stærkere bliver musklen, så ved at kigge efter det der er, at være taknemmelige over, så sker der det fantastiske, at vi begynder at se meget mere af det og små irritationerne fylder omvendt mindre og mindre.
Jeg ved godt, at der kan fås op til flere apps til mobilen, men selvom jeg generelt føler mig ret godt med på den elektroniske front, så foretrække jeg lige her, helt klart at være fuldstændigt off line og skrive mine tanker om taknemmelighed ind i en fin bog.
Jeg skriver det i hel klassisk dagbogsform. Dagens datoen oppe i hjørnet og så taknemmelighedstankerne punktopstillet.
Igen prøv det. Find en lille linieret bog at skrive det ind i eller er du mere til det, så hiv en app ned fra cyperspace til din mobil. Hvordan du gør er ikke så vigtigt, bare det virker for dig og du kommer i gang. Giv det 14 dage. Hver aften i 14 dage skriver du dine taknemmelighedspunkter ned. Jeg tror, du vil synes om det:)



 

Husker du pauserne?

Pauser kan være bittesmå pauser, små pauser, medium pauser, større pauser, store pauser og rigtig store pauser  - Alt tæller.

Det vigtigste er;

• at der er så mange af dem, at det er nok. 
• at de planlægges, så der er noget at glæde sig til.
• at de der opstår spontant indfanges og bruges.
• at de alle sammen tælles med og huskes.

Jeg har lige haft den dejligste pause. En nogenlunde lang en. En weekend på Rømø, hvor der ikke var ret meget, der skulle gøres eller huskes. Hvor der ikke var meget andet at lave, end det, der var lyst til.
Jeg havde slæbt de bærbare med, men der var overhovedet ikke mulighed for wifi, så de fik pænt lov at ligge det meste af tiden i kufferten. Jeg fik skrevet nogle blogindlæg i worddokumenter og lidt huskeseddler og jeg fik faktisk skrevet. Selv når der gik lidt skriveblokeringer i selvsving, så var der ingen muligheder for at slippe væk, ved at spille candy crush eller lign. overspring.
Og intet internet = ingen nyheder. Faktisk slet ingen nyheder, for der var ikke engang teksttv på det gamle skrummel af et tv.
Så der var helt ro i og omkring mig.
Det er godt, at blive mindet om, hvordan pauser med ro er, for jeg ved det jo godt, men jeg glemmer det alligevel ind i mellem. Jeg glemmer at jeg skal huske pauserne. At ved at huske pauserne får jeg den ro, der gør så godt og er så vigtig for ligevægten i min hjerne.
Min hjerne har nemlig en tendens til at køre på den høje klinge, hvis ikke jeg bevidst husker den på at sagtne farten.
Jeg har taget min kalender frem og i aften vil jeg sætte mig ned og planlægge lidt flere pauser. Jeg vil sætte mindst 5 små farvede post it ind på siderne.
Hver post it repræsentere en lille pause, så jeg minder mig selv om vigtigheden og allerede nu har pauser at glæde mig til.  
Det bliver ikke til Rømø. Det bliver caffe latte på cafe. En lang tur ved stranden. 2 timers krea i sy-kontoret. Et langt bad med hele kurven af wellness produkter, osv.