Søg i denne blog

Viser opslag med etiketten frisk luft. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frisk luft. Vis alle opslag

torsdag den 26. oktober 2017

Hvis man har indsigten?

Har man så ikke også pligten til at handle?

Jeg holder fri i dag. Der er ting, der skal nåes og derfor var det bedst sådan.


Den allerbedste start på en fridag er en morgentur på stranden, især udenfor sæsonen, hvor der er god plads og stilhed til at tænke og høre tankerne.
Jeg elsker at kigge langt ud over havet. Mærke pulsen af bølgerne i kroppen og mærke vinden.

I dag tænkte jeg over de historier, som jeg fortæller om mig selv. En af de mest vedholdende er, at jeg er sådan en, der kvitter. Starter op med de allerbedste intentionen og så ender med at droppe det igen.

Jeg er ved, at starte et coaching forløb op hos en rigtig dygtig coach. Jeg har fået hende anbefalet af en kollega og jeg glæder mig. Jeg trænger! 
Jeg har brug for, at en udenfra kigger på mig og mit og sparker lidt i den rigtige retning. 
Jeg er lidt grundtræt af, at være træt og mellemtilfreds, uden af kunne sætte fingeren på hvad der præcis er, der skurrer og gnaver
.
Det er så her stemmen i mit hoved kommer ind i billedet:
Hvorfor gider du sætte det i gang? Hvad skal det nytte? Hvorfor pokker er du ikke bare tilfreds, der hvor du er? Og hvis du ikke er hvorfor ændre du det bare ikke af dig selv?
Har du tænkt over HVOR MANGE penge du kommer til at bruge?
Hvad er det, der gør at du tror på, at du ændrer dig denne gang?
Falder du ikke bare (igen) i, at "så gør jeg så som jeg plejer bagefter?" 
Og så har du igen brugt en bunke penge og troet at nu, nu ændrer dette noget. Nu kommer jeg helt derhen i mål, hvor jeg gerne vil. Nu bliver jeg lykkelig, rig, tilfreds, what ever.......?
Og så sker der lige så lidt som sidst og gangen før og........du er bare endnu mere trist og sur på dig selv bagefter, fordi du fejlede igen........

Der midt på stranden i morges hørte jeg det hele igen og igen og igen, men jeg hørte også sætningen; Hvis man har indsigten - Har man så ikke også pligten til at handle?

Den tænker jeg lige ret meget over. Måske kunne jeg kigge på min overbevisning i det lys?
Jeg vil lave historien om. Jeg er nemlig ikke sådan en der kvitter! Slet ikke når jeg har fået indsigten; at det er sådan jeg taler til og om mig selv. 
Hvis jeg ikke vidste det, så var det jo noget andet.Det er svært at lave noget om, man ikke er bevidst om. Ikke  ved er sådan eller hvor det kommer fra, men når man ved det, er klart bevidst om hvad der taler og hvorfor, så er det da vist bare at tage kampen op og skrive historien om, 


  

tirsdag den 22. august 2017

Nyt liv efter nymåne

Jeg elsker at stå i havet og mærke bølgernes puls. At de kontinuerligt ruller frem og tilbage.
Jeg elsker at kigge ud over havet, at kigge uendeligt og bare at være.
Jeg elsker følelsen af sand under fødderne. Grounding. Helt tæt på Moder jord.
I går var ingen undtagelse. Jeg var på stranden i tusmørke. Et af mine favorittidspunkter. 
I går aftes var det solformørkelse, også på de breddegrader, hvor det ikke kunne ses. Samtidig med formørkelsen var der også både nymåne og adskillige planeter der er retrograd. 
Er man til den slags, så kunne det mærkes, at der er gang i energierne. 
Jeg var på stranden mellem kl. 20.30 og 21.00. Der et sted var påvirkningen og energien stærkest på disse kanter. 
I et skønt samarbejde ude i havet i lidt hidsig blæst og godt med bølger gav jeg slip på gammelt tungt skidt i bagagen og lod det blæse væk. 

I dagene op til har jeg trasket rundt som en løve i et lidt for lille bur. Jeg har været urolig, søgende og diffust irriteret.
Da jeg kørte hjem fra stranden var det med en følelse af smuk energi og følelser af tillid, lethed, ro og en lille smule magi. 
Jeg kunne trække vejret frit og være med det der er. Jeg har forstået, at der ikke er grund til at forcerer tingene. Især slet ikke, når retningen endnu ikke er forstået. 
Træk vejret og find roen. Alt ordner sig, når jeg har tillid og tror. Måske ikke på den måde jeg tror det vil, men på den måde, det er tiltænkt.
Træk vejret og vent i stilhed og klarhed, så kommer sprækkerne der skal følges og udforskes. 
Her er det vigtigt at have tillid til vejen, men absolut også at have mod til at handle på de muligheder der byder sig.
Dér har jeg stadigvæk et ret stort mål af udviklings-potentiale! Men jeg øver mig i at gå vejen.



tirsdag den 4. august 2015

Tips til at fastholde roen

Endnu en af de små greb jeg forsøger at fastholde fra sommerferien er småture ud fra matriklen.
Jeg elsker at komme lidt væk. Ikke nødvendigvis langt væk, bare langt nok. En dag i sommerferien skrev jeg dette her indlæg på "den anden side"; Haveheksen og Skovtrolden.
Jeg har to blogs og det lyder måske mærkeligt, men det er faktisk et forsøg på at holde orden:)
Haveheksen og Skovtrolden er min hverdag, have, kreativitet-og familieblog.
Ro i min hverdag er min, skal vi sige, lidt mere personlig udvikling og spiritualitets-blog. 
Nej, det bliver ikke højttravende eller meget teoretisk, det handler bare mere om hvad der foregår inde i mit hovedet end udenfor i min hverdag.

Inde i mit hoved kan der forekomme lettere tendenser til nedsmeltninger og for at forebygge det, har jeg forskellige kneb og tricks i min sorte tryllehat. Det er godt at vide, hvad der virker, så man har mulighed for at hive noget forebyggende op.

En af tricksene er at forlade den hjemmelige matrikel lidt og gerne alene.
Bare lige for at lade batterierne lidt op. Jeg oplader nemlig meget dårligt i bunker af vasketøj, beskidte gulve og edderkoppers guirlander i alle tilgængelige hjørner.

Stranden er altid et godt sted. At se og glo ud over vand er på alle årstider godt for mit mentale vaterpas.

Er det vildt koldt og blæsende er det jo altid en mulighed at blive siddende i bilen eller endnu bedre, komme ud og mærke vinden og dufte havet og så fortrække til bilen. 

Er det til at holde ud at være ude, så træk vejret dybt nogle gange og stræk dig. Stræk dig alt hvad du kan. Bevægelse og ny ilt er altid godt.
Sæt dig så så godt til rette på en sten, i sandet eller hvis det er hamrende koldt, så i bilen.
Se langt ud i horisonten og træk vejret stille og roligt. Mærk at du sidder og er tilstede lige her. Ikke noget med vasketøj, indkøbslister eller andre to do lister. 
Bare at være lige her og når tankerne kommer buldrende ind, så se på dem og lad dem fare videre. 
Når der bliver ro og stilhed indeni, så kommer det altid noget poppende op. Lad det komme og lad det fare videre. 
Vend stille og roligt tilbage igen. Jeg gør det ved at strække kroppen godt igennem igen og begynde at se mig omkring. 
Så er jeg klar til endnu en omgang i hverdagen og glæder mig til at komme hjem igen eller hvis der skal ske noget jeg ikke er meget begejstret for, så hjælper det mig til bedre at fokusere og være i det.  




onsdag den 17. juni 2015

2 minutters ro og duft hver dag


Nu blomstrer en af mine ynglingsroser. "Louise Bugnet".
Måske lidt grov i blade og opbygning, men dejlig ukompliceret. Vinterhårdfør, blomster længe og dufter rigtig dejligt helt af sig selv. Den går jeg forbi hver dag og stikker næsen ned i. Kun med det formål, at stå stille og nyde lidt hver dag. Trække vejret og slå tankerne fra. To minutters små ritualer er med til at holde mit fokus på Ro i min hverdag. Et af mine efterårsprojekter er at plante en buet hæk af "Louise Bugnet". Den skal omkranse en lille plads, hvor jeg kan ligge og meditere. Nyde roen, duften, og summen af insekter rundt om mig. Det glæder jeg mig meget til.
En af mine drømme med Ro i min hverdag er også at vise hvordan en have kan bruges til at finde ro i. Der bliver ikke noget med golfplæner og planter i skarpe veltrimmede geleder. Det bliver med plads til ro og glæde. 
Det kommer stille og rolig, efterhånden som jeg kommer på ideerne.

onsdag den 11. marts 2015




Silence isn't emty.
It's full of answers.....

fredag den 2. januar 2015

Kom ud

Det blæser meget i dag, men det er ikke helt vildt koldt og solen har vist sig i glimt.  
Så selv for et krybdyr som mig, er det faktisk til at holde ud at være ude og få noget frisk luft og samtidigt sikre at evt. løse genstande ikke suser rundt i hele haven.......
90% af vores energi får vi via åndedrættet, så at få noget frisk luft fyldt med ilt ind er altid en god ide. Godt med tøj på, hvis du er et krybdyr som mig. Jeg hader at fryse og der skal ikke meget til for jeg mener at jeg er ved at fryse til is.
Men når jeg er pakket ordentligt ind, så er det så godt, at stå så stille og trække vejret helt ind og ned. Stille og roligt  og gode dybe vejrtrækninger, så er dit system iltet og der er frisk benzin til din hjerne, dit humør og dit velbefindende og så er det jo altid godt at komme ind i varmen igen.