Søg i denne blog

mandag den 30. april 2018

Foråret er her og i aften er det Valborgs aften


Valborgs aften er gået i glemmebogen i Danmark, men i Sverige og Tyskland føres den visse steder stadigvæk videre.
Valborgs aften fejres før i tiden lige som Sct. Hans med bål og frygt for heksenes nat og vilde tur til Bloksbjerg. 


Den markerede også, at vinteren nu endelig var slut og sommerhalvåret begyndte med nyt spirende liv i jorden.
Gammel ild skulle slukkes og tændes igen med vild ild. Vild ild var ild, der var slået af træ.
Vild ild er samtidig synonymt med hekse, vølver - det utæmmede og urkræfterne. 
De sider man, set i en kulturel kontekst, helst ikke skulle/skal dyrke. 
Det passer ofte ikke ind. Det fylder for meget og det larmer. Alt for vildt og voldsomt. 
Der passer det polerede, det civiliserede, det kultiverede og det beherskede nemmere ind.
Men der er noget noget fantastisk og fascinerende ved tankerne om, at noget er gået igen fra generationer tilbage. Og der er også noget helt fantastisk ved tanken om den utæmmede ild og uendelig kvindelig visdom. 
Jeg tror på, at det utæmmede og visdommen er der. 
Vi skal bare turde læne os ind i tilliden til, at den der har skabt det, har vores ryg.
At det hele er lidt magisk og fortryllende og forbundet.
Det hele hænger sammen og er et ubegribeligt smukt mesterværk.

I år falder Valborgs aftens sammen med fuldmånen.
Jeg ved ikke, om det giver dobbelt op på energier, men jeg elsker også følelsen af nye tærskler. 
For mig er fuldmåne sådan en. En fin kolbøtte og så vender månen igen. Det er en never ending smuk bevægelse.  
Ligesom bølgerne i havet.
Jeg er tilhænger af overgange, af magi, af kvindelighed, af storhed og af naturens vuggende cyklus.
Jeg vil gå ud og se om jeg skulle være så heldig, at vejret er nogenlunde klart og månens stråler kan nå synligt ned på det våde græs.
  

mandag den 5. marts 2018

Stille morgen klædt i hvid tåge

Morgenmaden bliver indtaget til denne udsigt. Den passer lige til mit humør. Pakket ind i fin hvid tåge. 
Jeg er grundtræt. Har været syg i over en uge. Gider ikke mere. 
Nu her på kanten mellem syg og splattet og nogenlunde frisk, gnaver tristheden lidt. Jeg ved ikke helt hvad den vil mig?
I hvert fald gøre opmærksom på, at noget skal ændres. Der er noget, som ikke kører helt i sync, med hvad der vil være det bedste, men hvor er knapperne der skal justeres på? Skal der skrues til højre eller venstre? Skrues op eller ned? Og for hvad?
Der er lige her, at der er mulighed for at vækste og vokse, men inden indsigterne lander, så er der et ophold i ingenmandsland, der skal udholdes. 
Jeg tror såmænd ikke, at sådan et ophold er ligefrem skadeligt. Selvom det føles ubehageligt.
Jeg tror, at det er nødvendigt og at også denne gang kommer jeg igennem. Jeg tror på at blive hængende i det, indtil tid er. Jeg tror ikke på at overspring, eller negligerering er vejen frem. 
Igennem når tid er, er den allerbedste mulighed.
Så jeg venter og grubler og er lige her lidt irriteret, men i tillid til at det løsner sig, ligesom tågen der også opløses igen.




mandag den 1. januar 2018

01.01.2018

Ny dag i et nyt år.


Tavlen er vasket ren. Nyt, sprødt og ukendt land ligger forude. Det gamle er skyllet over og luften er frisk og klar. Selvfølgelig er det ikke kun ved nytårstid, at der kan/skal skiftes kurs og drømmes stort.
For mig er det bare en naturlig overgang fra noget gammelt til noget helt nyt.
Jeg elsker følelsen. At alt er muligt og at alt skal bruges bedst muligt og modigt. 
Jeg har tusset rundt og pillet lidt julepynt ned i dag, mens jeg fintænker over, hvad jeg vil synes er vigtigst at putte ind i 2018. 
Hvad skal mine største oplevelser og overskrifter være, når jeg sidder på samme tid til næste år og kigger tilbage?
Årets buzzwords vil være mod, handling, bevisthed.
Jeg er klar på landindvindinger og eventyr i hverdagshøjde.


torsdag den 26. oktober 2017

Hvis man har indsigten?

Har man så ikke også pligten til at handle?

Jeg holder fri i dag. Der er ting, der skal nåes og derfor var det bedst sådan.


Den allerbedste start på en fridag er en morgentur på stranden, især udenfor sæsonen, hvor der er god plads og stilhed til at tænke og høre tankerne.
Jeg elsker at kigge langt ud over havet. Mærke pulsen af bølgerne i kroppen og mærke vinden.

I dag tænkte jeg over de historier, som jeg fortæller om mig selv. En af de mest vedholdende er, at jeg er sådan en, der kvitter. Starter op med de allerbedste intentionen og så ender med at droppe det igen.

Jeg er ved, at starte et coaching forløb op hos en rigtig dygtig coach. Jeg har fået hende anbefalet af en kollega og jeg glæder mig. Jeg trænger! 
Jeg har brug for, at en udenfra kigger på mig og mit og sparker lidt i den rigtige retning. 
Jeg er lidt grundtræt af, at være træt og mellemtilfreds, uden af kunne sætte fingeren på hvad der præcis er, der skurrer og gnaver
.
Det er så her stemmen i mit hoved kommer ind i billedet:
Hvorfor gider du sætte det i gang? Hvad skal det nytte? Hvorfor pokker er du ikke bare tilfreds, der hvor du er? Og hvis du ikke er hvorfor ændre du det bare ikke af dig selv?
Har du tænkt over HVOR MANGE penge du kommer til at bruge?
Hvad er det, der gør at du tror på, at du ændrer dig denne gang?
Falder du ikke bare (igen) i, at "så gør jeg så som jeg plejer bagefter?" 
Og så har du igen brugt en bunke penge og troet at nu, nu ændrer dette noget. Nu kommer jeg helt derhen i mål, hvor jeg gerne vil. Nu bliver jeg lykkelig, rig, tilfreds, what ever.......?
Og så sker der lige så lidt som sidst og gangen før og........du er bare endnu mere trist og sur på dig selv bagefter, fordi du fejlede igen........

Der midt på stranden i morges hørte jeg det hele igen og igen og igen, men jeg hørte også sætningen; Hvis man har indsigten - Har man så ikke også pligten til at handle?

Den tænker jeg lige ret meget over. Måske kunne jeg kigge på min overbevisning i det lys?
Jeg vil lave historien om. Jeg er nemlig ikke sådan en der kvitter! Slet ikke når jeg har fået indsigten; at det er sådan jeg taler til og om mig selv. 
Hvis jeg ikke vidste det, så var det jo noget andet.Det er svært at lave noget om, man ikke er bevidst om. Ikke  ved er sådan eller hvor det kommer fra, men når man ved det, er klart bevidst om hvad der taler og hvorfor, så er det da vist bare at tage kampen op og skrive historien om, 


  

lørdag den 21. oktober 2017

Ynglingsord (Part 2)

Her er part 2 af nogle af mine ynglingsord. 

Jeg elsker jo, når ord vækker genklag i mig. Når jeg nærmest fysisk kan mærke et fint lille hallo, her er noget du skal kigge lidt nærmere på.  
Der er ikke nogen nærmere prioriteret rækkefølge i føljetonen. 
Denne her har jeg mødt i flere variationen gennem årene, men det er først nu, at jeg for alvor tør tage fat i svarene.

En tidligere præsentation kunne have været:

Hej, det er mig kyllingen, aka Dronningen af overspringshandlinger....


Nu tør jeg godt sætte mig stille ned og lytte til svarene. Jeg tør også godt, måske lidt forsigtigt, gå med svarene. Jeg synes, det er lidt svært og lidt ubehageligt ind i mellem. Men det er faktisk også ubehageligt og svært at blive hængende, når nu det er så tydeligt, at det faktisk er på høje tid, at rykke på svarene/indsigterne.



Det her er et godt tænke-sted.


Hvis du vil være med, så find dit eget gode tænke-sted.
Jeg er stor tilhænger af udendørs tænkning, men en god stol og 15 minutters ro kan altså også rykke.
Det vigtigste er at være ærlig overfor sig selv og lytte godt efter.

Hvordan ville dit liv være, hvis du de næste 5 år turde leve alle muligheder fuldt ud?

Hvis du eliminerede alle forhindringer du mødte en efter en, efterhånden, som du mødte dem?
Hvor ville du være? Hvordan ville du have det? 
Ansvaret er dit og mulighederne er der. Det er bare at begynde med første lille skridt.
Hvad vælger du at gøre? Hvor ligger første lille skridt?

torsdag den 24. august 2017

Ynglingsord (Part 1)

Jeg elsker ord. Ord kan noget helt fantastisk. Andres ord kan vække genklag i mig. Skubbe til noget jeg ikke selv havde kunne udtænke.
Jeg samler på fine samlinger af ord. Nogle af dem vil jeg dele løbende i min lille følgeton, Ynglingsord.
Bl.a dette her er jeg meget glad for og klamrer mig ind i mellem til.

When ever you find yourself doubting how far you can go,
just remember how far you have come.
Remember everything you have faced, all the battles you have won and all the fears you have overcome......

HealthyPlace.com

Det er nemlig rigtigt. Man skal ikke overdyrke bumpene og hullerne der var, men indimellem, når turen byder på udfordringer, så tænker jeg, at det er sundt at stoppe op og kigge lidt baglæns, trække vejret og tænke, at jeg er faktisk ret sej. Jeg har klaret meget og jeg gør det igen. 
Efter storm kommer der oftest roligt vejr igen. Ellers må man søge læ ind til at det værste er blæst væk.

tirsdag den 22. august 2017

Nyt liv efter nymåne

Jeg elsker at stå i havet og mærke bølgernes puls. At de kontinuerligt ruller frem og tilbage.
Jeg elsker at kigge ud over havet, at kigge uendeligt og bare at være.
Jeg elsker følelsen af sand under fødderne. Grounding. Helt tæt på Moder jord.
I går var ingen undtagelse. Jeg var på stranden i tusmørke. Et af mine favorittidspunkter. 
I går aftes var det solformørkelse, også på de breddegrader, hvor det ikke kunne ses. Samtidig med formørkelsen var der også både nymåne og adskillige planeter der er retrograd. 
Er man til den slags, så kunne det mærkes, at der er gang i energierne. 
Jeg var på stranden mellem kl. 20.30 og 21.00. Der et sted var påvirkningen og energien stærkest på disse kanter. 
I et skønt samarbejde ude i havet i lidt hidsig blæst og godt med bølger gav jeg slip på gammelt tungt skidt i bagagen og lod det blæse væk. 

I dagene op til har jeg trasket rundt som en løve i et lidt for lille bur. Jeg har været urolig, søgende og diffust irriteret.
Da jeg kørte hjem fra stranden var det med en følelse af smuk energi og følelser af tillid, lethed, ro og en lille smule magi. 
Jeg kunne trække vejret frit og være med det der er. Jeg har forstået, at der ikke er grund til at forcerer tingene. Især slet ikke, når retningen endnu ikke er forstået. 
Træk vejret og find roen. Alt ordner sig, når jeg har tillid og tror. Måske ikke på den måde jeg tror det vil, men på den måde, det er tiltænkt.
Træk vejret og vent i stilhed og klarhed, så kommer sprækkerne der skal følges og udforskes. 
Her er det vigtigt at have tillid til vejen, men absolut også at have mod til at handle på de muligheder der byder sig.
Dér har jeg stadigvæk et ret stort mål af udviklings-potentiale! Men jeg øver mig i at gå vejen.