Søg i denne blog

mandag den 30. april 2018

Foråret er her og i aften er det Valborgs aften


Valborgs aften er gået i glemmebogen i Danmark, men i Sverige og Tyskland føres den visse steder stadigvæk videre.
Valborgs aften fejres før i tiden lige som Sct. Hans med bål og frygt for heksenes nat og vilde tur til Bloksbjerg. 


Den markerede også, at vinteren nu endelig var slut og sommerhalvåret begyndte med nyt spirende liv i jorden.
Gammel ild skulle slukkes og tændes igen med vild ild. Vild ild var ild, der var slået af træ.
Vild ild er samtidig synonymt med hekse, vølver - det utæmmede og urkræfterne. 
De sider man, set i en kulturel kontekst, helst ikke skulle/skal dyrke. 
Det passer ofte ikke ind. Det fylder for meget og det larmer. Alt for vildt og voldsomt. 
Der passer det polerede, det civiliserede, det kultiverede og det beherskede nemmere ind.
Men der er noget noget fantastisk og fascinerende ved tankerne om, at noget er gået igen fra generationer tilbage. Og der er også noget helt fantastisk ved tanken om den utæmmede ild og uendelig kvindelig visdom. 
Jeg tror på, at det utæmmede og visdommen er der. 
Vi skal bare turde læne os ind i tilliden til, at den der har skabt det, har vores ryg.
At det hele er lidt magisk og fortryllende og forbundet.
Det hele hænger sammen og er et ubegribeligt smukt mesterværk.

I år falder Valborgs aftens sammen med fuldmånen.
Jeg ved ikke, om det giver dobbelt op på energier, men jeg elsker også følelsen af nye tærskler. 
For mig er fuldmåne sådan en. En fin kolbøtte og så vender månen igen. Det er en never ending smuk bevægelse.  
Ligesom bølgerne i havet.
Jeg er tilhænger af overgange, af magi, af kvindelighed, af storhed og af naturens vuggende cyklus.
Jeg vil gå ud og se om jeg skulle være så heldig, at vejret er nogenlunde klart og månens stråler kan nå synligt ned på det våde græs.
  

mandag den 5. marts 2018

Stille morgen klædt i hvid tåge

Morgenmaden bliver indtaget til denne udsigt. Den passer lige til mit humør. Pakket ind i fin hvid tåge. 
Jeg er grundtræt. Har været syg i over en uge. Gider ikke mere. 
Nu her på kanten mellem syg og splattet og nogenlunde frisk, gnaver tristheden lidt. Jeg ved ikke helt hvad den vil mig?
I hvert fald gøre opmærksom på, at noget skal ændres. Der er noget, som ikke kører helt i sync, med hvad der vil være det bedste, men hvor er knapperne der skal justeres på? Skal der skrues til højre eller venstre? Skrues op eller ned? Og for hvad?
Der er lige her, at der er mulighed for at vækste og vokse, men inden indsigterne lander, så er der et ophold i ingenmandsland, der skal udholdes. 
Jeg tror såmænd ikke, at sådan et ophold er ligefrem skadeligt. Selvom det føles ubehageligt.
Jeg tror, at det er nødvendigt og at også denne gang kommer jeg igennem. Jeg tror på at blive hængende i det, indtil tid er. Jeg tror ikke på at overspring, eller negligerering er vejen frem. 
Igennem når tid er, er den allerbedste mulighed.
Så jeg venter og grubler og er lige her lidt irriteret, men i tillid til at det løsner sig, ligesom tågen der også opløses igen.




mandag den 1. januar 2018

01.01.2018

Ny dag i et nyt år.


Tavlen er vasket ren. Nyt, sprødt og ukendt land ligger forude. Det gamle er skyllet over og luften er frisk og klar. Selvfølgelig er det ikke kun ved nytårstid, at der kan/skal skiftes kurs og drømmes stort.
For mig er det bare en naturlig overgang fra noget gammelt til noget helt nyt.
Jeg elsker følelsen. At alt er muligt og at alt skal bruges bedst muligt og modigt. 
Jeg har tusset rundt og pillet lidt julepynt ned i dag, mens jeg fintænker over, hvad jeg vil synes er vigtigst at putte ind i 2018. 
Hvad skal mine største oplevelser og overskrifter være, når jeg sidder på samme tid til næste år og kigger tilbage?
Årets buzzwords vil være mod, handling, bevisthed.
Jeg er klar på landindvindinger og eventyr i hverdagshøjde.