Tips til at fastholde roen

Endnu en af de små greb jeg forsøger at fastholde fra sommerferien er småture ud fra matriklen.
Jeg elsker at komme lidt væk. Ikke nødvendigvis langt væk, bare langt nok. En dag i sommerferien skrev jeg dette her indlæg på "den anden side"; Haveheksen og Skovtrolden.
Jeg har to blogs og det lyder måske mærkeligt, men det er faktisk et forsøg på at holde orden:)
Haveheksen og Skovtrolden er min hverdag, have, kreativitet-og familieblog.
Ro i min hverdag er min, skal vi sige, lidt mere personlig udvikling og spiritualitets-blog. 
Nej, det bliver ikke højttravende eller meget teoretisk, det handler bare mere om hvad der foregår inde i mit hovedet end udenfor i min hverdag.

Inde i mit hoved kan der forekomme lettere tendenser til nedsmeltninger og for at forebygge det, har jeg forskellige kneb og tricks i min sorte tryllehat. Det er godt at vide, hvad der virker, så man har mulighed for at hive noget forebyggende op.

En af tricksene er at forlade den hjemmelige matrikel lidt og gerne alene.
Bare lige for at lade batterierne lidt op. Jeg oplader nemlig meget dårligt i bunker af vasketøj, beskidte gulve og edderkoppers guirlander i alle tilgængelige hjørner.

Stranden er altid et godt sted. At se og glo ud over vand er på alle årstider godt for mit mentale vaterpas.

Er det vildt koldt og blæsende er det jo altid en mulighed at blive siddende i bilen eller endnu bedre, komme ud og mærke vinden og dufte havet og så fortrække til bilen. 

Er det til at holde ud at være ude, så træk vejret dybt nogle gange og stræk dig. Stræk dig alt hvad du kan. Bevægelse og ny ilt er altid godt.
Sæt dig så så godt til rette på en sten, i sandet eller hvis det er hamrende koldt, så i bilen.
Se langt ud i horisonten og træk vejret stille og roligt. Mærk at du sidder og er tilstede lige her. Ikke noget med vasketøj, indkøbslister eller andre to do lister. 
Bare at være lige her og når tankerne kommer buldrende ind, så se på dem og lad dem fare videre. 
Når der bliver ro og stilhed indeni, så kommer det altid noget poppende op. Lad det komme og lad det fare videre. 
Vend stille og roligt tilbage igen. Jeg gør det ved at strække kroppen godt igennem igen og begynde at se mig omkring. 
Så er jeg klar til endnu en omgang i hverdagen og glæder mig til at komme hjem igen eller hvis der skal ske noget jeg ikke er meget begejstret for, så hjælper det mig til bedre at fokusere og være i det.  

Sommerferien er slut,

så det er nu at de gode intentioner og gode vaner, skal holdes vedlige.
Jeg tror aldrig, at jeg har trængt så meget til ferie, som i år. Det siger jeg muligvis hvert år......? Jeg har brug for enkeltheden, langsommeligheden og følelsen af uendelige mængder af tid. 
Jeg ender oppe i et hjørne af utilpassethed og anarkisme, når jeg i for lang tid har for mange skal-ting hængende over hovedet. Jeg kan blive decideret arrig, hvad der ikke særlig klædeligt, men når man ved det, respekterer det og husker det, så er det jo muligt at forsøge at navigere i det. 
Så jeg øver mig og falder i og øver mig og falder i og øver mig og falder i.....
Sommerferien har gjort godt. Masser af tid og masser af langsommelighed. Nu er kunsten at fastholde dette flow.

I morges var der flokke af gæs, der lige krydsede en sommerblå morgenhimmel. Det er sådan noget jeg nyder. Bare at sidde og betragte og mærke roen i hvert hjørne af kroppen.

Flokken blev fanget af kameraet ret sent og ret hurtigt. Det er derfor at jeg kun fik bagtroppen helt nede i kanten af billedet. Jeg ved godt, at det ligner fluer. Det er det ikke, det er gæs.

Jeg elsker min meditaionspraksis, men også den er nemmeste at holde ved lige, når der er masser af tid og knap så mange praktiske hverdagsting, der kræver opmærksomhed.
Snart starter hverdagen for alvor og selvom det ikke er noget i vejen med hverdsagen, allerhøjst lidt der skal justeres, så er det altså desværre i ferierne at jeg lever, føler, sanser, orker mest.
Bevares jeg kan li´min hverdagen og er taknemmelig for hvad der er fyldt i den, men det for mig så vigtige flow har jeg svært ved at fastholde midt i madpakker, aftaler, køre-/hente-rutiner, for meget arbejde og det største af; alt tidlig op om morgenen. 
Jeg er ikke og bliver næppe nogensinde morgenmennesker. Jeg anerkender nødvendigheden af, at komme op i god tid, men jeg kommer aldrig til at elske det.
Min bløde seng, min varme dyne og nattens, søvnens og drømmenes bløde landskaber trækker så meget i mig.
I år prøver jeg en ny strategi. Prøver at samle mig selv op og lade krop og sjæl vågne og næres stille og roligt. Nyde, at dagen vågner sammen med mig og lade op i takt med det.
Det skulle gerne ende med en win-win situation. Jeg er dog lidt spændt på, om jeg kan holde den i kog, når efteråret og vinteren kommer og morgenerne bliver mørkere.....Men jeg håber det, for det giver mig lidt mulighed for den langsommelighed og følelse af uendelige mængder af tid, som jeg har brug for.