Jeg er grundtræt. Har været syg i over en uge. Gider ikke mere.
Nu her på kanten mellem syg og splattet og nogenlunde frisk, gnaver tristheden lidt. Jeg ved ikke helt hvad den vil mig?
I hvert fald gøre opmærksom på, at noget skal ændres. Der er noget, som ikke kører helt i sync, med hvad der vil være det bedste, men hvor er knapperne der skal justeres på? Skal der skrues til højre eller venstre? Skrues op eller ned? Og for hvad?
Der er lige her, at der er mulighed for at vækste og vokse, men inden indsigterne lander, så er der et ophold i ingenmandsland, der skal udholdes.
Jeg tror såmænd ikke, at sådan et ophold er ligefrem skadeligt. Selvom det føles ubehageligt.
Jeg tror, at det er nødvendigt og at også denne gang kommer jeg igennem. Jeg tror på at blive hængende i det, indtil tid er. Jeg tror ikke på at overspring, eller negligerering er vejen frem.
Igennem når tid er, er den allerbedste mulighed.
Så jeg venter og grubler og er lige her lidt irriteret, men i tillid til at det løsner sig, ligesom tågen der også opløses igen.
