Tips til at fastholde roen

Endnu en af de små greb jeg forsøger at fastholde fra sommerferien er småture ud fra matriklen.
Jeg elsker at komme lidt væk. Ikke nødvendigvis langt væk, bare langt nok. En dag i sommerferien skrev jeg dette her indlæg på "den anden side"; Haveheksen og Skovtrolden.
Jeg har to blogs og det lyder måske mærkeligt, men det er faktisk et forsøg på at holde orden:)
Haveheksen og Skovtrolden er min hverdag, have, kreativitet-og familieblog.
Ro i min hverdag er min, skal vi sige, lidt mere personlig udvikling og spiritualitets-blog. 
Nej, det bliver ikke højttravende eller meget teoretisk, det handler bare mere om hvad der foregår inde i mit hovedet end udenfor i min hverdag.

Inde i mit hoved kan der forekomme lettere tendenser til nedsmeltninger og for at forebygge det, har jeg forskellige kneb og tricks i min sorte tryllehat. Det er godt at vide, hvad der virker, så man har mulighed for at hive noget forebyggende op.

En af tricksene er at forlade den hjemmelige matrikel lidt og gerne alene.
Bare lige for at lade batterierne lidt op. Jeg oplader nemlig meget dårligt i bunker af vasketøj, beskidte gulve og edderkoppers guirlander i alle tilgængelige hjørner.

Stranden er altid et godt sted. At se og glo ud over vand er på alle årstider godt for mit mentale vaterpas.

Er det vildt koldt og blæsende er det jo altid en mulighed at blive siddende i bilen eller endnu bedre, komme ud og mærke vinden og dufte havet og så fortrække til bilen. 

Er det til at holde ud at være ude, så træk vejret dybt nogle gange og stræk dig. Stræk dig alt hvad du kan. Bevægelse og ny ilt er altid godt.
Sæt dig så så godt til rette på en sten, i sandet eller hvis det er hamrende koldt, så i bilen.
Se langt ud i horisonten og træk vejret stille og roligt. Mærk at du sidder og er tilstede lige her. Ikke noget med vasketøj, indkøbslister eller andre to do lister. 
Bare at være lige her og når tankerne kommer buldrende ind, så se på dem og lad dem fare videre. 
Når der bliver ro og stilhed indeni, så kommer det altid noget poppende op. Lad det komme og lad det fare videre. 
Vend stille og roligt tilbage igen. Jeg gør det ved at strække kroppen godt igennem igen og begynde at se mig omkring. 
Så er jeg klar til endnu en omgang i hverdagen og glæder mig til at komme hjem igen eller hvis der skal ske noget jeg ikke er meget begejstret for, så hjælper det mig til bedre at fokusere og være i det.  

Sommerferien er slut,

så det er nu at de gode intentioner og gode vaner, skal holdes vedlige.
Jeg tror aldrig, at jeg har trængt så meget til ferie, som i år. Det siger jeg muligvis hvert år......? Jeg har brug for enkeltheden, langsommeligheden og følelsen af uendelige mængder af tid. 
Jeg ender oppe i et hjørne af utilpassethed og anarkisme, når jeg i for lang tid har for mange skal-ting hængende over hovedet. Jeg kan blive decideret arrig, hvad der ikke særlig klædeligt, men når man ved det, respekterer det og husker det, så er det jo muligt at forsøge at navigere i det. 
Så jeg øver mig og falder i og øver mig og falder i og øver mig og falder i.....
Sommerferien har gjort godt. Masser af tid og masser af langsommelighed. Nu er kunsten at fastholde dette flow.

I morges var der flokke af gæs, der lige krydsede en sommerblå morgenhimmel. Det er sådan noget jeg nyder. Bare at sidde og betragte og mærke roen i hvert hjørne af kroppen.

Flokken blev fanget af kameraet ret sent og ret hurtigt. Det er derfor at jeg kun fik bagtroppen helt nede i kanten af billedet. Jeg ved godt, at det ligner fluer. Det er det ikke, det er gæs.

Jeg elsker min meditaionspraksis, men også den er nemmeste at holde ved lige, når der er masser af tid og knap så mange praktiske hverdagsting, der kræver opmærksomhed.
Snart starter hverdagen for alvor og selvom det ikke er noget i vejen med hverdsagen, allerhøjst lidt der skal justeres, så er det altså desværre i ferierne at jeg lever, føler, sanser, orker mest.
Bevares jeg kan li´min hverdagen og er taknemmelig for hvad der er fyldt i den, men det for mig så vigtige flow har jeg svært ved at fastholde midt i madpakker, aftaler, køre-/hente-rutiner, for meget arbejde og det største af; alt tidlig op om morgenen. 
Jeg er ikke og bliver næppe nogensinde morgenmennesker. Jeg anerkender nødvendigheden af, at komme op i god tid, men jeg kommer aldrig til at elske det.
Min bløde seng, min varme dyne og nattens, søvnens og drømmenes bløde landskaber trækker så meget i mig.
I år prøver jeg en ny strategi. Prøver at samle mig selv op og lade krop og sjæl vågne og næres stille og roligt. Nyde, at dagen vågner sammen med mig og lade op i takt med det.
Det skulle gerne ende med en win-win situation. Jeg er dog lidt spændt på, om jeg kan holde den i kog, når efteråret og vinteren kommer og morgenerne bliver mørkere.....Men jeg håber det, for det giver mig lidt mulighed for den langsommelighed og følelse af uendelige mængder af tid, som jeg har brug for.

2 minutters ro og duft hver dag

Nu blomstrer en af mine ynglingsroser. "Louise Bugnet".
Måske lidt grov i blade og opbygning, men dejlig ukompliceret. Vinterhårdfør, blomster længe og dufter rigtig dejligt helt af sig selv. Den går jeg forbi hver dag og stikker næsen ned i. Kun med det formål, at stå stille og nyde lidt hver dag. Trække vejret og slå tankerne fra. To minutters små ritualer er med til at holde mit fokus på Ro i min hverdag. Et af mine efterårsprojekter er at plante en buet hæk af "Louise Bugnet". Den skal omkranse en lille plads, hvor jeg kan ligge og meditere. Nyde roen, duften, og summen af insekter rundt om mig. Det glæder jeg mig meget til.
En af mine drømme med Ro i min hverdag er også at vise hvordan en have kan bruges til at finde ro i. Der bliver ikke noget med golfplæner og planter i skarpe veltrimmede geleder. Det bliver med plads til ro og glæde. 
Det kommer stille og rolig, efterhånden som jeg kommer på ideerne.

A little step

A little step 

may be 

the beginning 

of a great journey.......

Daniel-Léo Richard står som ophavsmand på Facebook.

Jeg faldt over den i dag og det var godt den kom forbi. Det er nemlig rigtigt. Hvis ikke du flytter dig, kommer du i hvert fald ingen andre steder hen. 

Jeg har længe været faret vild fra mig selv. Ret længe og ret vild. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvor jeg vil hen eller hvorfor. Kan bare mærke en grundlæggende frustration og en grundfølelse af at være helt ude af retning. Jeg vil noget andet. Der er noget som ikke er godt og et stærkt ønske om at vælge en anden vej lurer lige under overfladen. En gang imellem bryder det igennem og flammer op i lys lue. Jeg står og ser fascineret på, men jeg har ingen fornemmelse for målet eller vejen derhen. Det er noget rod, som længe kun har ført til frustration, dårligt humør og en general følelse af, at sidde fast i noget klister. 

Handlingslammelse er en ubehagelige følelse og jeg har svært ved at deale med den. 

Men nu prøver jeg igen. Jeg har åbnet øjnene og sanserne og har set små tegn på muligheder. Så med a little step......begynder jeg at gå.
For bl.a at kunne huske min rejse og for at dele min tro på, at ro i hverdagen er vigtig, så genopliver jeg bloggen "Ro i min hverdag". Den har længe ligget stille hen og det duer ikke for jeg kan rigtig godt lide den.
Jeg skriver også på bloggen "Haveheksen" som er mit sted for familieliv, kreating, min have og dagligdagen udenpå. 
Det her er mit personlige indvendige frirum. Det skal handle om det der foregår indeni. Indeni skal være lige så meget på, som udenpå.
Jeg ønsker alle der rejser med små skridt, en stor rejse.

  

My own way

Day after day, heartbeat after heartbeat 
I will find my own pretty way

Just fly.....

Svært, men helt sikkert godt og sundt at kunne:

I have come to accept the feeling of not knowing where I am going. And I have trained myself to love it. 

Because it is only when we are suspended in mid-air with no landing in sight, that we force our wings to unravel and alas begin our flight. 

And as we fly, we still may not know where we are going to.

But the miracle is in the unfolding of the wings. You may not know where you're going, but you know that so long as you spread your wings, the winds will carry you.
―C. JoyBell C.

Once in a while

Once in a while, someone comes into your

life and changes everything. Raises your

standards, makes you laugh, and makes you

feel at home. And even though you're not

together, you feel like you never want to

let them go.