Foråret er her og i aften er det Valborgs aften

Valborgs aften er gået i glemmebogen i Danmark, men i Sverige og Tyskland føres den visse steder stadigvæk videre.

Valborgs aften fejres før i tiden lige som Sct. Hans med bål og frygt for heksenes nat og vilde tur til Bloksbjerg. 

Den markerede også, at vinteren nu endelig var slut og sommerhalvåret begyndte med nyt spirende liv i jorden.

Gammel ild skulle slukkes og tændes igen med vild ild. Vild ild var ild, der var slået af træ.

Vild ild er samtidig synonymt med hekse, vølver - det utæmmede og urkræfterne. 

De sider man, set i en kulturel kontekst, helst ikke skulle/skal dyrke. 

Det passer ofte ikke ind. Det fylder for meget og det larmer. Alt for vildt og voldsomt. 

Der passer det polerede, det civiliserede, det kultiverede og det beherskede nemmere ind.

Men der er noget noget fantastisk og fascinerende ved tankerne om, at noget er gået igen fra generationer tilbage. Og der er også noget helt fantastisk ved tanken om den utæmmede ild og uendelig kvindelig visdom. 

Jeg tror på, at det utæmmede og visdommen er der. 

Vi skal bare turde læne os ind i tilliden til, at den der har skabt det, har vores ryg.

At det hele er lidt magisk og fortryllende og forbundet.

Det hele hænger sammen og er et ubegribeligt smukt mesterværk.

I år falder Valborgs aftens sammen med fuldmånen.

Jeg ved ikke, om det giver dobbelt op på energier, men jeg elsker også følelsen af nye tærskler. 

For mig er fuldmåne sådan en. En fin kolbøtte og så vender månen igen. Det er en never ending smuk bevægelse.  

Ligesom bølgerne i havet.

Jeg er tilhænger af overgange, af magi, af kvindelighed, af storhed og af naturens vuggende cyklus.

Jeg vil gå ud og se om jeg skulle være så heldig, at vejret er nogenlunde klart og månens stråler kan nå synligt ned på det våde græs.

  

Stille morgen klædt i hvid tåge

Morgenmaden bliver indtaget til denne udsigt. Den passer lige til mit humør. Pakket ind i fin hvid tåge. 
Jeg er grundtræt. Har været syg i over en uge. Gider ikke mere. 
Nu her på kanten mellem syg og splattet og nogenlunde frisk, gnaver tristheden lidt. Jeg ved ikke helt hvad den vil mig?
I hvert fald gøre opmærksom på, at noget skal ændres. Der er noget, som ikke kører helt i sync, med hvad der vil være det bedste, men hvor er knapperne der skal justeres på? Skal der skrues til højre eller venstre? Skrues op eller ned? Og for hvad?
Der er lige her, at der er mulighed for at vækste og vokse, men inden indsigterne lander, så er der et ophold i ingenmandsland, der skal udholdes. 
Jeg tror såmænd ikke, at sådan et ophold er ligefrem skadeligt. Selvom det føles ubehageligt.
Jeg tror, at det er nødvendigt og at også denne gang kommer jeg igennem. Jeg tror på at blive hængende i det, indtil tid er. Jeg tror ikke på at overspring, eller negligerering er vejen frem. 
Igennem når tid er, er den allerbedste mulighed.
Så jeg venter og grubler og er lige her lidt irriteret, men i tillid til at det løsner sig, ligesom tågen der også opløses igen.

01.01.2018

Ny dag i et nyt år.

Tavlen er vasket ren. Nyt, sprødt og ukendt land ligger forude. Det gamle er skyllet over og luften er frisk og klar. Selvfølgelig er det ikke kun ved nytårstid, at der kan/skal skiftes kurs og drømmes stort.

For mig er det bare en naturlig overgang fra noget gammelt til noget helt nyt.

Jeg elsker følelsen. At alt er muligt og at alt skal bruges bedst muligt og modigt. 

Jeg har tusset rundt og pillet lidt julepynt ned i dag, mens jeg fintænker over, hvad jeg vil synes er vigtigst at putte ind i 2018. 

Hvad skal mine største oplevelser og overskrifter være, når jeg sidder på samme tid til næste år og kigger tilbage?

Årets buzzwords vil være mod, handling, bevisthed.

Jeg er klar på landindvindinger og eventyr i hverdagshøjde.

Hvis man har indsigten?

Har man så ikke også pligten til at handle?

Jeg holder fri i dag. Der er ting, der skal nåes og derfor var det bedst sådan.

Den allerbedste start på en fridag er en morgentur på stranden, især udenfor sæsonen, hvor der er god plads og stilhed til at tænke og høre tankerne.
Jeg elsker at kigge langt ud over havet. Mærke pulsen af bølgerne i kroppen og mærke vinden.

I dag tænkte jeg over de historier, som jeg fortæller om mig selv. En af de mest vedholdende er, at jeg er sådan en, der kvitter. Starter op med de allerbedste intentionen og så ender med at droppe det igen.

Jeg er ved, at starte et coaching forløb op hos en rigtig dygtig coach. Jeg har fået hende anbefalet af en kollega og jeg glæder mig. Jeg trænger! 
Jeg har brug for, at en udenfra kigger på mig og mit og sparker lidt i den rigtige retning. 
Jeg er lidt grundtræt af, at være træt og mellemtilfreds, uden af kunne sætte fingeren på hvad der præcis er, der skurrer og gnaver
.
Det er så her stemmen i mit hoved kommer ind i billedet:
Hvorfor gider du sætte det i gang? Hvad skal det nytte? Hvorfor pokker er du ikke bare tilfreds, der hvor du er? Og hvis du ikke er hvorfor ændre du det bare ikke af dig selv?
Har du tænkt over HVOR MANGE penge du kommer til at bruge?
Hvad er det, der gør at du tror på, at du ændrer dig denne gang?
Falder du ikke bare (igen) i, at "så gør jeg så som jeg plejer bagefter?" 
Og så har du igen brugt en bunke penge og troet at nu, nu ændrer dette noget. Nu kommer jeg helt derhen i mål, hvor jeg gerne vil. Nu bliver jeg lykkelig, rig, tilfreds, what ever.......?
Og så sker der lige så lidt som sidst og gangen før og........du er bare endnu mere trist og sur på dig selv bagefter, fordi du fejlede igen........

Der midt på stranden i morges hørte jeg det hele igen og igen og igen, men jeg hørte også sætningen; Hvis man har indsigten - Har man så ikke også pligten til at handle?

Den tænker jeg lige ret meget over. Måske kunne jeg kigge på min overbevisning i det lys?
Jeg vil lave historien om. Jeg er nemlig ikke sådan en der kvitter! Slet ikke når jeg har fået indsigten; at det er sådan jeg taler til og om mig selv. 
Hvis jeg ikke vidste det, så var det jo noget andet.Det er svært at lave noget om, man ikke er bevidst om. Ikke  ved er sådan eller hvor det kommer fra, men når man ved det, er klart bevidst om hvad der taler og hvorfor, så er det da vist bare at tage kampen op og skrive historien om, 


  

Ynglingsord (Part 2)

Her er part 2 af nogle af mine ynglingsord. 

Jeg elsker jo, når ord vækker genklag i mig. Når jeg nærmest fysisk kan mærke et fint lille hallo, her er noget du skal kigge lidt nærmere på.  

Der er ikke nogen nærmere prioriteret rækkefølge i føljetonen. 

Denne her har jeg mødt i flere variationen gennem årene, men det er først nu, at jeg for alvor tør tage fat i svarene.

En tidligere præsentation kunne have været:

Hej, det er mig kyllingen, aka Dronningen af overspringshandlinger....

Nu tør jeg godt sætte mig stille ned og lytte til svarene. Jeg tør også godt, måske lidt forsigtigt, gå med svarene. Jeg synes, det er lidt svært og lidt ubehageligt ind i mellem. Men det er faktisk også ubehageligt og svært at blive hængende, når nu det er så tydeligt, at det faktisk er på høje tid, at rykke på svarene/indsigterne.

Det her er et godt tænke-sted.

Hvis du vil være med, så find dit eget gode tænke-sted.

Jeg er stor tilhænger af udendørs tænkning, men en god stol og 15 minutters ro kan altså også rykke.

Det vigtigste er at være ærlig overfor sig selv og lytte godt efter.

Hvordan ville dit liv være, hvis du de næste 5 år turde leve alle muligheder fuldt ud?

Hvis du eliminerede alle forhindringer du mødte en efter en, efterhånden, som du mødte dem?

Hvor ville du være? Hvordan ville du have det? 

Ansvaret er dit og mulighederne er der. Det er bare at begynde med første lille skridt.

Hvad vælger du at gøre? Hvor ligger første lille skridt?

Ynglingsord (Part 1)

Jeg elsker ord. Ord kan noget helt fantastisk. Andres ord kan vække genklag i mig. Skubbe til noget jeg ikke selv havde kunne udtænke.
Jeg samler på fine samlinger af ord. Nogle af dem vil jeg dele løbende i min lille følgeton, Ynglingsord.
Bl.a dette her er jeg meget glad for og klamrer mig ind i mellem til.

When ever you find yourself doubting how far you can go,
just remember how far you have come.
Remember everything you have faced, all the battles you have won and all the fears you have overcome......

HealthyPlace.com

Det er nemlig rigtigt. Man skal ikke overdyrke bumpene og hullerne der var, men indimellem, når turen byder på udfordringer, så tænker jeg, at det er sundt at stoppe op og kigge lidt baglæns, trække vejret og tænke, at jeg er faktisk ret sej. Jeg har klaret meget og jeg gør det igen. 
Efter storm kommer der oftest roligt vejr igen. Ellers må man søge læ ind til at det værste er blæst væk.

Nyt liv efter nymåne

Jeg elsker at stå i havet og mærke bølgernes puls. At de kontinuerligt ruller frem og tilbage.
Jeg elsker at kigge ud over havet, at kigge uendeligt og bare at være.
Jeg elsker følelsen af sand under fødderne. Grounding. Helt tæt på Moder jord.
I går var ingen undtagelse. Jeg var på stranden i tusmørke. Et af mine favorittidspunkter. 
I går aftes var det solformørkelse, også på de breddegrader, hvor det ikke kunne ses. Samtidig med formørkelsen var der også både nymåne og adskillige planeter der er retrograd. 
Er man til den slags, så kunne det mærkes, at der er gang i energierne. 
Jeg var på stranden mellem kl. 20.30 og 21.00. Der et sted var påvirkningen og energien stærkest på disse kanter. 
I et skønt samarbejde ude i havet i lidt hidsig blæst og godt med bølger gav jeg slip på gammelt tungt skidt i bagagen og lod det blæse væk. 

I dagene op til har jeg trasket rundt som en løve i et lidt for lille bur. Jeg har været urolig, søgende og diffust irriteret.
Da jeg kørte hjem fra stranden var det med en følelse af smuk energi og følelser af tillid, lethed, ro og en lille smule magi. 
Jeg kunne trække vejret frit og være med det der er. Jeg har forstået, at der ikke er grund til at forcerer tingene. Især slet ikke, når retningen endnu ikke er forstået. 
Træk vejret og find roen. Alt ordner sig, når jeg har tillid og tror. Måske ikke på den måde jeg tror det vil, men på den måde, det er tiltænkt.
Træk vejret og vent i stilhed og klarhed, så kommer sprækkerne der skal følges og udforskes. 
Her er det vigtigt at have tillid til vejen, men absolut også at have mod til at handle på de muligheder der byder sig.
Dér har jeg stadigvæk et ret stort mål af udviklings-potentiale! Men jeg øver mig i at gå vejen.

One day eller Day one?

I dag har jeg besluttet mig for at begynde at gå. Jeg ved ikke præcis hvorhen, men da jeg ikke orker at blive hængende her, hvor jeg er længere, er der ikke andet for end at flytte sig.
Det er to år siden jeg sidst skrev her. To år! Jeg blev væk fra mig selv og fra det jeg gerne ville. Jeg startede Ro i min hverdag, for at dokumentere de små skridt jeg gjorde for at finde roen i det daglige hamsterhjul, sådan så jeg kunne dokumentere overfor migselv at jeg havde rykket mig over til det jeg ønskede. Jeg kan konstatere, at det ikke har virket helt efter hensigten. Nok fordi jeg gik og ventede lidt på One day. Den ene dag tog den anden, mens jeg ventede på noget udefinebart. 
Bevares, jeg har min mindfulness praksis og mediterer også ca. dagligt. Det har rykket mig langt, men ikke bragt mig det sted hen, hvor jeg helst vil være. Sikkert fordi jeg mest ventede og mindst handlede. NU er det tid til handling. Det er tid til at flytte ud af og sælge mit hasterhjul. Det er godt brugt, men i pæn stand og jeg har altså nu besluttet mig for at gå ud af hjulet, i stedet for at løbe i det og vente. 
I øvrigt kan det også godt være lidt træls, at vente på noget man egentligt ikke rigtig ved hvad er eller ser ud.......Så i dag er Day one. 

Tips til at fastholde roen

Endnu en af de små greb jeg forsøger at fastholde fra sommerferien er småture ud fra matriklen.
Jeg elsker at komme lidt væk. Ikke nødvendigvis langt væk, bare langt nok. En dag i sommerferien skrev jeg dette her indlæg på "den anden side"; Haveheksen og Skovtrolden.
Jeg har to blogs og det lyder måske mærkeligt, men det er faktisk et forsøg på at holde orden:)
Haveheksen og Skovtrolden er min hverdag, have, kreativitet-og familieblog.
Ro i min hverdag er min, skal vi sige, lidt mere personlig udvikling og spiritualitets-blog. 
Nej, det bliver ikke højttravende eller meget teoretisk, det handler bare mere om hvad der foregår inde i mit hovedet end udenfor i min hverdag.

Inde i mit hoved kan der forekomme lettere tendenser til nedsmeltninger og for at forebygge det, har jeg forskellige kneb og tricks i min sorte tryllehat. Det er godt at vide, hvad der virker, så man har mulighed for at hive noget forebyggende op.

En af tricksene er at forlade den hjemmelige matrikel lidt og gerne alene.
Bare lige for at lade batterierne lidt op. Jeg oplader nemlig meget dårligt i bunker af vasketøj, beskidte gulve og edderkoppers guirlander i alle tilgængelige hjørner.

Stranden er altid et godt sted. At se og glo ud over vand er på alle årstider godt for mit mentale vaterpas.

Er det vildt koldt og blæsende er det jo altid en mulighed at blive siddende i bilen eller endnu bedre, komme ud og mærke vinden og dufte havet og så fortrække til bilen. 

Er det til at holde ud at være ude, så træk vejret dybt nogle gange og stræk dig. Stræk dig alt hvad du kan. Bevægelse og ny ilt er altid godt.
Sæt dig så så godt til rette på en sten, i sandet eller hvis det er hamrende koldt, så i bilen.
Se langt ud i horisonten og træk vejret stille og roligt. Mærk at du sidder og er tilstede lige her. Ikke noget med vasketøj, indkøbslister eller andre to do lister. 
Bare at være lige her og når tankerne kommer buldrende ind, så se på dem og lad dem fare videre. 
Når der bliver ro og stilhed indeni, så kommer det altid noget poppende op. Lad det komme og lad det fare videre. 
Vend stille og roligt tilbage igen. Jeg gør det ved at strække kroppen godt igennem igen og begynde at se mig omkring. 
Så er jeg klar til endnu en omgang i hverdagen og glæder mig til at komme hjem igen eller hvis der skal ske noget jeg ikke er meget begejstret for, så hjælper det mig til bedre at fokusere og være i det.  

Sommerferien er slut,

så det er nu at de gode intentioner og gode vaner, skal holdes vedlige.
Jeg tror aldrig, at jeg har trængt så meget til ferie, som i år. Det siger jeg muligvis hvert år......? Jeg har brug for enkeltheden, langsommeligheden og følelsen af uendelige mængder af tid. 
Jeg ender oppe i et hjørne af utilpassethed og anarkisme, når jeg i for lang tid har for mange skal-ting hængende over hovedet. Jeg kan blive decideret arrig, hvad der ikke særlig klædeligt, men når man ved det, respekterer det og husker det, så er det jo muligt at forsøge at navigere i det. 
Så jeg øver mig og falder i og øver mig og falder i og øver mig og falder i.....
Sommerferien har gjort godt. Masser af tid og masser af langsommelighed. Nu er kunsten at fastholde dette flow.

I morges var der flokke af gæs, der lige krydsede en sommerblå morgenhimmel. Det er sådan noget jeg nyder. Bare at sidde og betragte og mærke roen i hvert hjørne af kroppen.

Flokken blev fanget af kameraet ret sent og ret hurtigt. Det er derfor at jeg kun fik bagtroppen helt nede i kanten af billedet. Jeg ved godt, at det ligner fluer. Det er det ikke, det er gæs.

Jeg elsker min meditaionspraksis, men også den er nemmeste at holde ved lige, når der er masser af tid og knap så mange praktiske hverdagsting, der kræver opmærksomhed.
Snart starter hverdagen for alvor og selvom det ikke er noget i vejen med hverdsagen, allerhøjst lidt der skal justeres, så er det altså desværre i ferierne at jeg lever, føler, sanser, orker mest.
Bevares jeg kan li´min hverdagen og er taknemmelig for hvad der er fyldt i den, men det for mig så vigtige flow har jeg svært ved at fastholde midt i madpakker, aftaler, køre-/hente-rutiner, for meget arbejde og det største af; alt tidlig op om morgenen. 
Jeg er ikke og bliver næppe nogensinde morgenmennesker. Jeg anerkender nødvendigheden af, at komme op i god tid, men jeg kommer aldrig til at elske det.
Min bløde seng, min varme dyne og nattens, søvnens og drømmenes bløde landskaber trækker så meget i mig.
I år prøver jeg en ny strategi. Prøver at samle mig selv op og lade krop og sjæl vågne og næres stille og roligt. Nyde, at dagen vågner sammen med mig og lade op i takt med det.
Det skulle gerne ende med en win-win situation. Jeg er dog lidt spændt på, om jeg kan holde den i kog, når efteråret og vinteren kommer og morgenerne bliver mørkere.....Men jeg håber det, for det giver mig lidt mulighed for den langsommelighed og følelse af uendelige mængder af tid, som jeg har brug for.

2 minutters ro og duft hver dag

Nu blomstrer en af mine ynglingsroser. "Louise Bugnet".
Måske lidt grov i blade og opbygning, men dejlig ukompliceret. Vinterhårdfør, blomster længe og dufter rigtig dejligt helt af sig selv. Den går jeg forbi hver dag og stikker næsen ned i. Kun med det formål, at stå stille og nyde lidt hver dag. Trække vejret og slå tankerne fra. To minutters små ritualer er med til at holde mit fokus på Ro i min hverdag. Et af mine efterårsprojekter er at plante en buet hæk af "Louise Bugnet". Den skal omkranse en lille plads, hvor jeg kan ligge og meditere. Nyde roen, duften, og summen af insekter rundt om mig. Det glæder jeg mig meget til.
En af mine drømme med Ro i min hverdag er også at vise hvordan en have kan bruges til at finde ro i. Der bliver ikke noget med golfplæner og planter i skarpe veltrimmede geleder. Det bliver med plads til ro og glæde. 
Det kommer stille og rolig, efterhånden som jeg kommer på ideerne.

A little step

A little step 

may be 

the beginning 

of a great journey.......

Daniel-Léo Richard står som ophavsmand på Facebook.

Jeg faldt over den i dag og det var godt den kom forbi. Det er nemlig rigtigt. Hvis ikke du flytter dig, kommer du i hvert fald ingen andre steder hen. 

Jeg har længe været faret vild fra mig selv. Ret længe og ret vild. Jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvor jeg vil hen eller hvorfor. Kan bare mærke en grundlæggende frustration og en grundfølelse af at være helt ude af retning. Jeg vil noget andet. Der er noget som ikke er godt og et stærkt ønske om at vælge en anden vej lurer lige under overfladen. En gang imellem bryder det igennem og flammer op i lys lue. Jeg står og ser fascineret på, men jeg har ingen fornemmelse for målet eller vejen derhen. Det er noget rod, som længe kun har ført til frustration, dårligt humør og en general følelse af, at sidde fast i noget klister. 

Handlingslammelse er en ubehagelige følelse og jeg har svært ved at deale med den. 

Men nu prøver jeg igen. Jeg har åbnet øjnene og sanserne og har set små tegn på muligheder. Så med a little step......begynder jeg at gå.
For bl.a at kunne huske min rejse og for at dele min tro på, at ro i hverdagen er vigtig, så genopliver jeg bloggen "Ro i min hverdag". Den har længe ligget stille hen og det duer ikke for jeg kan rigtig godt lide den.
Jeg skriver også på bloggen "Haveheksen" som er mit sted for familieliv, kreating, min have og dagligdagen udenpå. 
Det her er mit personlige indvendige frirum. Det skal handle om det der foregår indeni. Indeni skal være lige så meget på, som udenpå.
Jeg ønsker alle der rejser med små skridt, en stor rejse.

  

My own way

Day after day, heartbeat after heartbeat 
I will find my own pretty way

Just fly.....

Svært, men helt sikkert godt og sundt at kunne:

I have come to accept the feeling of not knowing where I am going. And I have trained myself to love it. 

Because it is only when we are suspended in mid-air with no landing in sight, that we force our wings to unravel and alas begin our flight. 

And as we fly, we still may not know where we are going to.

But the miracle is in the unfolding of the wings. You may not know where you're going, but you know that so long as you spread your wings, the winds will carry you.
―C. JoyBell C.

Once in a while

Once in a while, someone comes into your

life and changes everything. Raises your

standards, makes you laugh, and makes you

feel at home. And even though you're not

together, you feel like you never want to

let them go.

Ud at lede

I know what I want.

I know I deserve to have it. 

I take responsibility for bringing it into my life.

John Assaraf

Silence isn't emty.

It's full of answers.....

I dag

Hvad vil du rigtig gerne i dag?

Hvad er det mindste du kan gøre for at komme tættere på det?

Husk:

Wish it.........dream it.......do it! Just do it. 

Hvad ønsker du dig?

Hvad ønsker du dig? Sådan på de halvstore linjer? 

Hvad gør du for at få det? Eller bare for at komme nærmere det i din hverdag? 

Brug en halv time i dag på at tænke over det.
Tænk over hvad du gør, der bringer dig tættere på hvad du ønsker dig og hvad gør du evt. der trækker dig længere væk?

Hvad er det mindste du skal gøre i dag for at komme tættere på?

Just do it....

Tro på det....

Faith is trusting even when it doesn't make sense.....